Viden om søvn


Søvn er en læringsproces

Søvn er komplekst, og det ændrer sig i takt med at barnet udvikler sig. Et spædbarn sover i korte intervaller, ofte afbrudt af behov for mad, nærhed og regulering. Når barnet bliver større, begynder søvnen at samle sig i længere stræk, men det betyder ikke at udfordringerne forsvinder. Mange forældre oplever, at nye faser bringer nye former for søvnproblemer som svær putning, flere opvågninger, tidlige morgener eller vanskeligheder med at forblive i søvnen.

Fælles for alle aldre er, at søvn ikke kun handler om træthed. Det handler i lige så høj grad om barnets evne til at falde til ro, mærke sin krop og forbinde søvnens forskellige faser uden at være afhængig af hjælp hver gang. Et barn kan godt vågne mange gange om natten helt naturligt, men forskellen ligger i om barnet kan glide tilbage i søvnen selv eller om det har brug for støtte hver gang. Jo mere barnet vænner sig til at falde i søvn på egen hånd ved sengetid, jo bedre bliver det som regel til at fortsætte søvnen om natten.

Men at lære at sove er ikke noget barnet skal eller kan gøre alene. Det sker i samspil med de voksne og med barnets omgivelser. Forældre spiller en afgørende rolle i at skabe de rette betingelser. Der er en klar sammenhæng mellem døgnrytme, faste rutiner, soveomgivelser og barnets evne til at finde ro. Når barnet eksempelvis puttes på samme tidspunkt hver dag, når lyset dæmpes, når maden ligger på passende tidspunkter og når kroppen får nok dagslys og aktivitet, falder søvnen ofte bedre på plads.

I praksis betyder det, at nætterne sjældent bliver gode af sig selv, hvis dagen ikke er det. En overstimuleret eller overtræt baby har ofte svært ved at finde ro, og børn der sover for sent lur eller har en uregelmæssig døgnrytme har ofte udfordringer med sengetid, insovning og stabile nætter. Samtidig viser forskning tydeligt, at forældrenes trivsel har en direkte indflydelse på barnets søvn. Når de voksne er stressede, udmattede eller usikre, smitter det ofte af på barnet, som bruger de voksnes nervesystem som pejlemærke for tryghed.

Derfor kan søvn sjældent ses som et isoleret problem. Det handler ikke kun om at få barnet til at sove igennem natten, men om hele søvnkæden: god putning, færre opvågninger, længere søvnstræk, en stabil døgnrytme, et trygt sovemiljø, passende stimulation og ernæring, rolige rutiner og forældrenes evne til at give tryg støtte. Når alle disse elementer arbejder sammen, skaber det de optimale forudsætninger for søvn.

Søvn er altså ikke én ting men mange ting der tilsammen udgør barnets samlede søvnvaner. Og når man som forælder begynder at se mønstrene og de små sammenhænge mellem dagen og natten, mellem tryghed og ro, mellem rutiner og udvikling, bliver det tydeligt hvorfor søvn ofte først falder på plads når helheden gør det.

Få styr på søvnen ved at få styr på helheden

For at få sammenhæng i søvnen kræver det altså, at man forholder sig til:

Eget soevnhjul

Læs mere her:

tabel soevnbehov
Egen soevnlog 1