Forebyg vuggedød
Følg altid disse fire råd, som reducerer risikoen for vuggedød betydeligt.
- Læg altid barnet til at sove på ryggen.
- Lad ikke barnet sove mellem sine forældre.
- Udsæt ikke barnet for tobaksrøg.
- Undgå at barnet får det for varmt, når det sover.
Seng og søvn
Barnets seng skal være sikkert udformet med solid bund, sider og gavle og uden pynt, skruer eller lignende, som barnet kan pille af og sluge.
- Afstanden mellem tremmerne skal være mellem 4,5 og 6 cm.
- Siderne skal være mindst 60 cm høje, når sengebunden er i laveste position og 30 cm, når bunden er i øverste position. Fjern siden på tremmesengen, når barnet selv kan kravle over, så forebygger I faldulykker
- Er der lamelbund, bør afstanden mellem lamellerne være max. 6 cm.
- Afstanden mellem bund og sider/ gavle må max. være 2,5 cm.
- Andre åbninger og fx skruehuller skal enten være under 0,7 cm eller mellem 1,2 og 2,5 cm
Dyne og hovedpude
Lad barnet sove med en tynd babydyne, der passer til sengen, og som barnet kan sparke af sig og ikke bliver viklet ind i og kvalt i.
Barnet skal ikke have hovedpude, så kan barnet lettere bevæge hovedet under søvn.
Undgå desuden løse tæpper, legetøj og andet, som barnet kan vikle sig ind under søvnen.
Madrassen
Madrassen skal være relativ fast og gå helt ud til kanten af sengen. Undgå brug af plastik, da det giver risiko for, at barnet kan blive kvalt.
Et sikkert sted at sove
Det sikreste sted for et spædbarn at sove er i sin egen seng i samme rum som forældrene
Læg gerne barnet tættest på fodenden af sengen. Undgå løse tæpper og andet, som barnet kan vikle sig ind i under søvnen. Barnet skal sove under sin egen lette babydyne – også når I sover i samme seng.
Hvis I sover sammen med barnet i jeres seng, så lad det sove mellem den ene af forældrene og barnets egen seng – uden risiko for at kunne falde ned mellem de to senge.
Sengen skal være tilstrækkelig bred, så barnet har lige så meget plads at sove på, som hvis det lå i sin egen seng, så det ikke risikere at blive klemt af jer under søvnen. Madrasserne skal være faste og tætliggende, bedst er en stor madras. Større søskende og kæledyr skal ikke sove sammen med babyen. Barnet må ikke sove i en vandseng.
Sut og suttekæder
Køb sutter, der opfylder den europæiske standard for sutter, EN 1400. Træk altid i sutten, inden barnet får den for at sikre, at sutten ikke er mør, men hel og sikker.
Undgå brug af suttekæder, da de nemt kan knække og barnet kan komme til at sluge de små dele eller få dem galt i halsen. Lad aldrig barnet sove med en suttekæde, barnet kan blive kvalt af kæden under søvn. Bind heller aldrig sutten fast med bændler eller andre snore, som kan kvæle barnet under søvnen.
Læs om sikkerhed i barnevognen på:
https://www.sst.dk/udgivelser/2017/smaa-boerns-sikkerhed
.
Ovenstående er et udklip fra Sundhedsstyrelsen anbefalinger om “små børns sikkerhed” udgivet i 2017
